Pressemeddelelse
”NYE I 2008”
12.01.08 – 02.02.08
Fernisering lørdag d. 12. januar kl. 14-16,
hvor kunstnerne er til stede
Gregers Albrechtsen (DK), Elin Melberg (N),
Frodo Mikkelsen (DK) og Mette Rishøj (DK).
Med udstillingen ”NYE I 2008” gribes der ud efter tidsånden og galleri NB Roskilde præsenterer de fire kunstnere, som i 2008 debuterer med separatudstillinger i galleri NB.
Den nye unge skandinaviske kunst ulmer ikke længere, nej, den er i udbrud. En mangfoldighed af forskellige indtryk, udtryk og formsprog ses side om side, et univers hvor modsætninger mødes under nye kunstneriske standarder. Stilen kan være surrealistisk, supernaturalistisk, ekspressiv eller noget ganske andet.
”NYE I 2008” er en stillingsrapport fra avantgardens barrikader, og det forlyder, at der kæmpes på mange fronter. Udstillingens besøgende vil være vidne til 4 unge kunstnere, som hver især netop differentierer sig ved deres stærke personlige udtryk, og som hver især har skabt værker, hvor udtrykkene smelter sammen med historierne bag.
Gregers Albrechtsens kunstneriske univers bærer en snert af tvetydighed. Oven på værkernes næsten voldelige abstrakte fundament bygges der et tilsvarende glat, strømlinet og ikke mindst funktionelt bylandskab, en arkitektonisk perle. Ondskaben er immanent i billedet, i verden, i os selv, og man aner en kamp mellem underkastelse og oprør.
Elin Melberg er norsk, og hendes værker ligger i grænselandet mellem maleri og installation. Hvert arbejde er inspireret af en situation eller følelse, og dokumentationen af dette sat sammen med ideer omkring realiteter eller fantasier former hvert enkelt motiv. Elin Melbergs værker emmer af inspirerende magi. Værkerne tager brydergreb på den besøgende, udfordrer en lang række af begreber, og giver et tiltrængt pusterum til et lille smil.
Frodo Mikkelsens værker har politiske undertoner og deres rødder i gadekunsten. Budskaberne bærer en forståelse for den altruistiske tanke, der portrætteres som et paradoks i forhold til verden, som den folder sig ud. Eller sagt på en anden måde er vi i kunstnerens øjne nogle intolerante semiracistiske miljøsvin, som henter argumenterne for vores gøren og laden på fondsbørsen. Pakket pænt ind.
Mette Rishøj henter sin inspiration i mennesket og det menneskeskabtes skrøbelighed. Skrøbeligheden udfoldes visuelt med kraner, boreplatforme, gravemaskiner eller andet godt fra entreprenørens værktøjskasse. Maskinerne og konstruktionerne, kulturlandskabet om man vil, er skrøbeligt og for evigt dømt til at bære rundt på sin egen destruktion. Værkernes voldsomhed understøttes af deres størrelser. Som smuk poesi gennem megafoner.