Location: BlogsNyheder i og omkring galleri NB    
Posted by: Galleri NB Roskilde 30-12-2011 18:15

I anledning af at året 2011 udløber, ønsker vi hermed at se tilbage på et par markante begivenheder i og omkring galleri NB, og dernæst løfte lidt af sløret for den kommende tid.

Kunstens verden er, som resten af samfundet, under forandring. Nogle vil sige til det værre, andre, at det tvinger os til at se nye muligheder. Heldigvis er galleri NB i en situation, hvor vi er omstillingsparate og samtidig kan bygge videre på 24 års erfaringer.
 
 I galleri NB kan vi også se tilbage på et år, hvor vi blandt andet fik mulighed for at åbne et nyt galleri i hjertet af København. Hvilket kun kan lade sig gøre fordi vi er et godt team, der supplerer hinanden, til fordel for vores kunder og samarbejdspartnere.

 


 

Udsmykninger

2011 bød på adskillige udsmykningsopgaver, som i fremtiden skal være med til at berige hverdagen for dem, der ser og oplever kunsten. Alle opgaver har skullet opfylde forskellige formål. Nogle opgaver har ikke nødvendigvis offentlighedens bevågenhed, men er skabt med henblik på at give virksomhedens medarbejdere og gæster en inspirerende oplevelse. Andre udsmykninger er skabt for netop at glæde et stort antal mennesker. 

Fælles for udsmykningerne er det tætte og inspirerende samarbejde, som galleriet er katalysator for mellem kunstnerne og kunderne. Det glæder os meget, at vores mangeårige erfaringer med ideudvikling og processtyring på dette område kan komme til sin ret.

Nedenstående udsmykninger er gode eksempler på udsmykninger, vi har medvirket til i 2011:

MURMAL, Skallerupvej Ålborg Ø

MURMAL projektet i Ålborg Øst, hvor Jacob Brostrup i samarbejde med BRF Kredit, Construction College og Boligselskabet Lejerbo udførte et gavlmaleri på 5 x 10 meter. Projektet blev gennemført i en åben dialog med beboerne og den praktiske udførelse skete i et samarbejde mellem malerelever fra Construction College og Jacob Brostrup (se også link til Youtube, hvor projektet præsenteres).

Camp Logos, Tingvej, Viborg

Camp Logos i Viborg, hvor Vilmantas i fuld offentlighed gennemførte udsmykning af to indgangsportaler til kollegiebyggeriet. Et meget spændende forløb, der i høj grad er med til at præge bygningerne og give trafikken i området en god oplevelse (se også link til Youtube, hvor projektet præsenteres).

FF Skagen, Havnemestervej, Skagen

FF Skagen er Danmarks største virksomhed for fremstilling af fiskeolier og fiskefoder. Det er en virksomhed i fortsat ekspansion, derfor har de bygget en ny og markant administrationsbygning midt i havneområdet. Galleri NB fik i foråret tilbudt den store og udfordrende opgave at totaludsmykke administrationsbygningen. Princippet for udsmykningen var 'lidt men godt' - et princip, som blev fulgt til punkt og prikke. Udsmykningen er markant uden at være prangende og vil i fremtiden stå som et af de vigtigste eksempler på en vel gennemført firmaudsmykning. Bygning og udsmykning blev indviet 21. december 2011 (se også link til Youtube, hvor projektet præsenteres).

Viborg Rådhus, Prinsens Alle, Viborg

 

Viborg nye Rådhus blev indviet i oktober, og er allerede kendt for sin arkitektur v/Henning Larsen Architechts og dens udsmykning. Udsmykningsopgaven blev udført af Kjell Nupen, som en integreret, skulpturel udendørs udsmykning. Den består af 24 skulpturelle bronzetræer, placeret i to områder: Rådhusparken og forpladsen til Rådhuset. Udsmykningen på forpladsen består desuden af et 80m2 stort vandbassin med en bund af bemalede klinker. Bronzetræerne snor sig i et skævt forløb gennem bassinet og ud på forpladsen. Dermed har rådhuset fået et kunstværk, som tager imod gæsterne og medarbejderne når de kommer og går. 

Concept Film har fulgt hele processen og det er der kommet en meget spændende film ud af. Som en lille intro til opgaven har vi selv lavet en video, hvor Kjell Nupen ganske kort fortæller om opgaven (se link til Youtube).


Udstillinger

2011 var præget af, at vi fik en overraskende mulighed for at få et udstillingssted på Nikolaj Plads 27 i København. Dermed fik flere af vores kunstnere mulighed for at glæde et nyt stort publikum med deres kunst. Udvidelsen har kun kunnet lade sig gøre fordi vi er et godt team, der supplerer hinanden, til fordel for vores kunder og samarbejdspartnere.

Som altid ønsker vi at gøre det attraktivt og spændende at besøge galleriet. Derfor har vi også lagt os i selen for at kunne præsentere en udstillingskalender for 2012, som altid vil være et besøg værd. 

Indledningen på 2012 ser sådan ud:

Galleri NB Viborg

05.01 - 28.01

GUIDELINE

en udstilling med vigtige introduktioner på de udstillende kunstnere i 2012.
Indtil d. 18 januar udstilles samtidig de indkøbte værker til bortlodning i Kunstforeningen NB

04.02 - 10.03

Carsten Frank - LAND



- værkerne er næsten i hus, og vi forventer en mega udstilling på baggrund af et årelangt forløb i samarbejde med Kristian Lilholt, Arbejdernes Landsbank og kunstneren Carsten Frank. Udstillingen er en stor billedkunstnerisk hyldest til den danske natur og dens årstider (på vores web er der en fire malerier som appetitvækkere).

 


 

 

NBeX project:

04.02 - 10.03

Marius Martiniussen

 

 

 

Martinussen har tidligere deltaget i en række udstillinger i Norge og Tyskland og regnes blandt de mest markante unge kunstnere i Norge. I hans malerier findes der elementer af rockestetik, design, graffiti og tegneserier.

 


 

 

Galleri NB Roskilde:

04.01 -  21.01

Edward Fuglø   -   Merry-Go-Round

I udstillingsrummet arbejdes der med et underfundigt og finurligt udtryk. Primært med malerier på væggene, men også med ting ude på gulvet, og med lyd og lys. Fuglø inddrager os i et alternativt, surrealistisk univers, som forfører og bedrager på samme måde, som virkeligheden gør det. 

PS.: Indtil 16. januar udstilles i Tårngalleriet de indkøbte værker til bortlodning i Kunstforeningen NB

 
28.01.12 - 07.04.12

In Nature

- en gruppeudstilling med fokus på naturen. 


Galleri NB København:

12.01 - 18.02

Dennis Seide - Du slog hjertets strenge an

Den unge NBeX kunstner får hermed sin første soloudstilling i galleri NB København. Hans kunst (installation, maleri og skulptur) er underfundig blanding af street art, graffiti blandet op med forskellige kulturer.

 


 

 

Med en stor tak for året der gik, ønsker 

Katja Fabrin, Nina Carlberg, Kåre Nissen, Henrik Sørensen, Hanne Simony, Susanne Kam Kristensen og Thorkild NB Nielsen 

alle et godt nytår
og på gensyn i galleri NB i 2012

Permalink |  Trackback